Anerkendende pædagogik · “I øjenhøjde”


 

Respekt, motivation og anerkendelse

​Vores grundlæggende pædagogik bygger på respekt, motivation og anerkendelse. Alle unge vokser af at få ansvar og lærer ved at være aktør i sit eget liv. Værdighed ikke er noget, man skal gøre sig fortjent til, det er noget, man har.

​Pædagogernes primære opgave består i at se og imødekomme den enkelte unges potentiale og sammen udvikle den unges kompetencer til på sigt, at kunne leve så selvstændig en voksentilværelse som muligt.

​Dette sker ved at styrke selvværdet, ved at få selvtilliden til at gro gennem samvær og nærvær, dannelse, struktur og rutiner gennem deltagelse i forskellige fysiske og kulturelle aktiviteter, hvor vi nyder godt af både at ligge tæt på Roskilde og midt på Sjælland omgivet af smuk og storslået natur.

Aktiviteter og fællesskab

En vigtig erfaring er, at det er gennem veltilrettelagte og udfordrende aktiviteter og socialt samvær i en anerkende pædagogik, at udvikling finder sted, på såvel det menneskelige som på det kognitive plan. Vi tror på, at en god og aktiv livsstil med varieret, sund mad og motion samt frisk luft og spændende og sjove oplevelser i et fællesskab, er godt for både sjæl og krop.

Vejen til et godt liv

Pædagogerne arbejder på, sammen med beboeren, at afklare den enkeltes fremtidsdrømme og finde vejen til at realisere dem. Eller at finde alternative muligheder til et godt liv. Også i dette samarbejde, er det den anerkendende pædagogik, der står forrest.

​Beboeren har hver uge individuel tid sammen med sin kontaktperson. Til at få ordnet alt det praktiske og få indarbejdet nogle gode rutiner, til at få oparbejdet en struktur og udviklet nogle redskaber til at fastholde den, til at få snakket om det personlige, samt løst eventuelle konflikter.

 

Værdighed ikke er noget man skal gøre sig fortjent til, det er noget man har.

Botilbuddet Open Future
Boserupvej 100 A, 2. sal
4000 Roskilde

Leder Lisbeth Hauptmann

lisbeth@skolerneiboserup.dk
22 68 28 90

CVR-nummer  38191527